Vedtægter for Endelave Bryggerlaug

§ 1 NAVN

Laugets navn er ”Endelave Bryggerlaug”.

 

 

§ 2 FORMÅL

Lauget skal give mulighed for - og fremme interessen for fremstilling af godt håndbrygget øl. Lauget skal endvidere gennem dette, skabe rammer for et godt og munter socialt samvær mellem laugets medlemmer.

 

 

§ 3 AKTIVITETER

Til opfyldelse af laugets formål indkøber og vedligeholder lauget egnet udstyr til fremstilling af håndbrygget øl. Desuden kan lauget danne ramme om sociale aktiviteter, såsom aftener med ølsmagning, fælles brygarrangementer, og ølrejser. Laugets aktiviteter må under ingen omstændigheder have kommerciel karakter og omfatter kun den lukkede kreds af registrerede medlemmer.

 

 

§ 4 ØKONOMI

I forbindelse med etablering indbetaler hvert medlem et beløb på 1.500 kr.. Som medlem udover det tegnede medlem kan ægtefælle/samlever mod et tillægsgebyr på 750 kr. registreres som medlem af lauget. Eventuelle nye medlemmer indbetaler ved indtrædelse i lauget ligeledes 1.500 kr..

Lauget drives så ubureaukratisk som overhovedet muligt. Til dækning af laugets faste lave driftsomkostninger indbetaler alle medlemmerne et årligt kontingent på 300 kr., idet kontingent følger kalenderåret.

Medlemmer der trækker sig ud af lauget mister alle rettigheder, herunder alle økonomiske fordringer.

Såfremt et medlem ikke indbetaler kontingent fastlægger bestyrelsen betingelser for eksklusion.

 

 

§ 5 LAUGETS ÅRSMØDE

Endelave Bryggerlaug holder årsmøde hvert år i januar eller februar måned. Årsmødet indkaldes med mindst 14 dages varsel.

Årsmødet afvikles efter følgende dagsorden:

  1. Velkomst og skål v/oldermanden.
  2. Valg af dirigent.
  3. Oldermanden aflægger en kort beretning og fremlægger herunder plan for aktiviteter i det kommende år.
  4. Finansforvalteren fremlægger regnskab til godkendelse, og stiller forslag til næste års kontingent.
  5. Indkomne forslag (skal være bestyrelsen i hænde 7 dage før mødet).
  6. Valg af bestyrelse samt 1 suppleant.
  7. Valg af 1 revisor samt en revisorsuppleant.
  8. Eventuelt.

 

 

§ 6 BESTYRELSEN

Bestyrelsen for Endelave Bryggerlaug vælges på årsmødet blandt de fremmødte eller ved indgivet fuldmagt. Den sammensættes således:

-               Oldermand

-               Viceoldermand

-               Finansforvalter

Alle poster er på valg hvert år, idet alle poster besættes ved valg direkte på årsmødet. Desuden vælges en suppleant.

 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og ansvarsfordeling. Bestyrelsesmøder afholdes 2 gange årligt, og i øvrigt efter oldermandens bestemmelse.

 

Bestyrelsen fastlægger procedure for brug af laugets materiel og regler for fælles indkøb.

 

Beslutninger i bestyrelsen træffes ved almindeligt flertal.

 

 

 

§ 7 REGNSKAB

Laugets regnskab følger kalenderåret. Regnskabet revideres inden årsmødet af den valgte revisor.

 

 

 

§ 8 NEDLÆGGELSE

Forud for nedlæggelse skal dette være bekendtgjort som et punkt på dagsordenen.

 

Beslutning om nedlæggelse af lauget kan kun ske, såfremt mindst 2/3 af de fremmødte medlemmerne på et årsmøde, og et flertal af de fremmødte, på en med 14 dages varsel efterfølgende, ekstraordinært indkaldt generalforsamling, stemmer herfor.

Endelave Bryggerlaug   |   Lynger 3   |   Endelave   |   8700 Horsens